Indsigter fra to dage med TechBBQ

Af Mie Hedegaard Hansen og Mads Emil Bak Møller

 

Indsigter fra to dage med TechBBQ

TechBBQ er et to dage langt tech-event, som finder sted i det centrale København. Eventet har blot få år på bagen, men er, grundet massiv interesse fra tech-branchen, blevet udvidet hvert år og huser nu mere end 5000 gæster, heriblandt hovedsageligt entreprenører, investorer og tech-pionerer.

Mens de fleste af deltagerne på TechBBQ havde travlt med at samle indsigter til deres start-ups eller finde innovative produkter og services at investere i, benyttede Krusos københavnske UX-team dagene til at tage pulsen på de digitale trends og værktøjer, som rører sig i de forskellige grene af tech-branchen.

 

Dataudnyttelse i 2018

Et centralt tema i de fleste talks var, ikke overraskende, data. Gennem en længere periode er data blevet betragtet som det nye olie, men hypen giver også anledning til en række nye spørgsmål angående, hvordan vi bedst udnytter den data, vi råder over. En AI-konsulent forklarede, hvordan de fleste virksomheder har problemer med at overskue hvilke data, de har til rådighed. De fleste siger, “Ja ja! Vi har masser af data” - og så viser det sig ikke at være tilfældet. Det tager ofte flere måneder at foretage de nødvendige dataudtræk, og dataen rummer sjældent  den ønskede kvalitet. Derfor kommer projekterne ofte til at forløbe sig over en længere periode end først estimeret. Beskeden fra konsulenten var derfor klar: foretag en grundig dimensionering af projektet på forhånd! Hvis du ikke ved hvilken type data, du skal bruge, fra starten, vil du komme til at opleve mange bump på vejen. TechBBQ manifesterede i høj grad, at data-debatten ikke længere er centreret omkring spørgsmål som; “Bør vi have en datadrevet forretningsstrategi?”, men nærmere “Hvordan kører vi vores forretning i stilling til, i højere grad, at være drevet af data?” - selvfølgelig skarpt forfulgt af “... hvordan gør vi det uden at være i strid med GDPR-lovgivningen?”. Sidstnævnte værende noget, som selv de mest etablerede og ressourcestærke virksomheder har svært ved at gennemskue.

 

Oplæg fra TechBBQ


Greg Ivanov, Chef af AR/VR/Lens Partnerships (EMEA) ved Google


Undervis din computer, som du underviser dit barn

Som en naturlig forlængelse af data-debatten, var AI også et højt debatteret emne til årets TechBBQ. Flere oplægsholdere diskuterede, hvordan AI skal bistå med nye forretningsmuligheder til alle typer virksomheder. En AI-ekspert forklarede, hvordan der er sket et paradigmeskifte inden for den teknologiske verden; tidligere avancerede vi vores computere ved at give dem instruktioner. I dag avancerer vi vores computere ved at vise dem eksempler. Den nye metode er på mange måder tilsvarende den måde, vi lærer vores børn at forstå den verden, der omgiver dem; du viser dem en hest ti gange, indtil de til sidst opfatter objektet som en hest. Computere fungerer langt fra på det samme intelligensniveau som den menneskelige hjerne, og man vil derfor være nødt til at vise computeren eksempler på en hest 100.000 gange, før den begynder at opfatte det korrekt. Når det er sagt, er og bliver det interessant at følge den evolution, der foregår, i måden, hvorpå vi arbejder og interagerer med computere i dag og i årene fremad.

 

Teknologi som giver os superkræfter

Mens vi bevægede os rundt i Øksnehallen, faldt vi over en mindre virksomhed kaldet Google, som blev repræsenteret af chefen af AR/VR/Lens Partnerships (EMEA), Greg Ivanov. Ivanov præsenterede Googles vision for immersive computing og AI og forklarede, at vi intuitivt tænker på computere som noget, der skal give os superkræfter. Dette er præcis Googles mål i udviklingen af deres nyeste teknologier, Google Lens og ARCore; to produkter som flytter grænsen mellem virtualitet og virkelighed. VR/AR-teknologier åbner op for nye, interessante forretningsmuligheder i henhold til at forbedre digitale brugeroplevelser, eksempelvis i en Ecommerce-kontekst. Forbrugere er ikke længere forpligtede til at købe deres sofa i butikken og slæbe den med hjem for at se, om den passer ind i dagligstuen. I dag gør AR-værktøjer det muligt for smartphones at integrere virtuelt indhold i den virkelige verden, som den ses gennem telefonens kameralinse. Dette muliggør, at forbrugerne virtuelt kan placere genstande i deres hjem, før de køber dem.

Dog skal der kun en simpel Google-søgning til at opdage, at AR-værktøjerne stadig har nogle børnesygdomme, som mangler at blive udredt - eksempelvis i forhold til at adskille og identificere objekter korrekt. Konklusionen må blive, at de fleste typer af  AI-projekter er langsigtede, hvorfor vi ikke nødvendigvis vil se effekten og gevinsterne lige med det samme. Ikke desto mindre har eksisterende AI-teknologier allerede afkastet en så stor ROI, at de er blevet umulige at ignorere, og teknologien bliver til stadighed smartere, hvilket kalder på øget opmærksomhed mod AI-drevne forretningsmuligheder og innovation.

Wanna talk?

CSO

Telefon: +45 3131 4888

Mail: rpg@kruso.dk

L